Af Benjamin Damon
Der er noget ærketysk over Ilker Çataks nye film, Lærerværelset. Ja, alene titlen synes nærmest parodisk med tanke på, at vores naboer mod syd så ofte bliver gjort lidt grin med for deres punktlighed og seriøsitet. Og Tysklands Oscarbud anno 2023 er da også klinisk, rømmet for farver og liv, og i stedet præget af en dødssygt udseende skole, som mindede undertegnede om sin egen folkeskolegang – utroligt uinspirerende.
Alligevel lader instruktør Çatak, næsten uden undtagelser, hele fortællingen udspille sig her. Det er måske meget sigende, for Lærerværelset byder ikke på megen glæde, men er i stedet en trøstesløs fortælling om en idealistisk lærer, som dybest set vil gøre det rigtige, men ender i lidt af en gordisk knude.
Den nyligt ansatte Carla (Leonie Benesch) er tydeligvis glad for at være lærer – hun vil det og lader til at have et sundt og gensidigt respektfuldt forhold til sine elever. Men idylfortællingen krakelerer lige så stille i løbet af de lidt over 90 minutter, filmen varer. En af Carlas elever, Ali (Can Rodenbostel), anklages for at have stjålet og forældrene indkaldes til samtale på skolen.
Han frikendes, men en ustoppelig lavine synes at være sat i gang, og den har direkte kurs mod stakkels Carla Nowack. Hun forsøger nemlig at finde ud af, hvem det er, som går og stjæler på skolen. Det skal vise sig at være en skidt ide, da hun kommer i unåde hos de forkerte mennesker. Rygter spredes, snakken går. Det er skolesystemet, når det er allerværst.
Leonie Benesch i hovedrollen er med længder filmens overlegne trumfkort, og hun skinner klart igennem. Hendes sammenbidte ansigt, som langsomt suges for liv gennem filmen, brænder sig fast på nethinden, og en scene mod slutningen, hvor hun bare beder om et sagte kram, er fremragende.
Flere af børnenes præstationer er faktisk også ganske habile, men især de andre lærere bliver ensidige og lidt for karikerede til, at man for alvor tror på det. Tag for eksempel den underligt aggressive Hr. Liebenwerda (Michael Klammer). Den eneste lærer, der ikke er pærehvid. Men vent, Çatak vender det hele på hovedet og lader ham være den småracistiske type. Hvorfor?
I virkeligheden er det jo nogle ganske sympatiske tematikker, som filmskaberne prøver at sætte i spil. Det er en film, der helt tydeligt har noget på hjerte om retfærdighed, men det bliver bare også lidt en film, som ”man kan lære noget af”. Smid den på i tyskundervisningen i 7. klasse, og den vil fungere super. Det er altså ikke nogen stor biografoplevelse.
Det kunne det ellers være blevet, for man har valgt at gå med et tæt på kvadratisk billedformat, som vel skal signalere en form for klaustrofobi, indelukkethed og bidrage til en nervepirrende stemning. Det har vi set fungere før – tag bare det lidt trætte men enestående eksempel The Lighthouse (2019). Det er måske en hård sammenligning, men pointen er, at elementet absolut intet tilføjer i Lærerværelset, og man kunne have fået meget mere ud af et sådant stilmæssigt valg, ligesom man kunne med lydsiden, som primært består af en ret enerverende score, der tonmæssigt er ude af takt med filmen. Det er synd, at Ilker Çatak ikke tør gå skridtet længere.
At Lærerværelset har raget alskens priser til sig i Tyskland siger mest af alt noget om tilstanden i et land, som i nyere tid har haft besynderligt svært ved at markere sig internationalt på filmscenen. På trods af en fremragende hovedrollepræstation fra Leonie Benesch og en fortælling, der på papiret er dybt interessant, går filmsproget aldrig op i en højere enhed.
Kommentarer